Borgerforeningen i Gentofte

Du er her: Hjem > Tidligere arrangementer > oktober 2014

oktober 2014


Formanden skriver:


Kære alle medlemmer af borgerforeningen.

En forening skabes ikke af formanden, af næstformanden, af forretningsudvalget eller af repræsentantskabet.

Nej, den skabes af medlemmerne. Det er jer der skaber foreningen,- det er jer der giver den gode stemning, og som gør det spændende at være formand, ja som får een til at give den en ekstra skalle, så vi kan få nogle ekstra spændende og interessante ture.

Vores ture er vellykkede - vores valg af mad er glimrende - vores turledere er vidende og kompetente, men ikke mindst: vores samvær er hyggeligt, hvor alle prøver at få alle med i det varme fællesskab som findes i Borgerforeningen.

Men tænk engang?  hvis du aldrig kommer, så går du glip af alt dette, nye venner og et varmt fællesskab.

Hvor ville det være dejligt at få lov til at byde Dig/Jer, som næsten aldrig kommer, et varmt  velkommen.

Jeg ser frem til at møde dig/Jer.

Med varme borgerforenings hilsener

Kjeld Hansen

 o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

Den årlige begivenhed i

Grønnegårdsteatret
den 12. august

Sædvanen tro havde Borgerforeningen bestilt billetter til Grønnegårds Teatrets årlige sommerforestilling, som – lige som sidste år – blev afviklet i Odd Fellow Palæets Have på grund af ombygninger i Grønnegårdens Have.

Vejret artede sig ikke helt godt i løbet af dagen, og der var mørke skyer og regnbyger til sent på eftermiddagen. Men så brød solen frem og forestillingen var reddet.

Samtlige billetter var udsolgt, og mange af vore medlemmer var kommet i god tid for at nyde den medbragte mad og drikkevarer, før vi tog hul på løjerne.

De lystige damer i Windsor”  var på programmet, og helt i Shakespeares ånd var der sjove ordspil og forviklinger, idet de unge i stykket ikke kunne få hinanden, - og de ældre prøvede at snyde hinanden.
Men skuespillerne var utroligt veloplagte, og klædedragter og parykker byttede plads og gjorde det ind imellem lidt svært at følge med i, hvem der var hvem.

Den runde, blomstersmykkede  scene var en god idé, hvor publikum sad i rundkreds omkring den.

Det var festligt og fornøjeligt – helt som som det plejer at være. 

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

 

Borgerforeningens besøg på Politimuseet blev på alle måder vellykket.

Det var vores næstformand Per Johansen som havde arrangeret turen, og han havde sørget for, at vores særdeles kompetente rundviser også hed Per.

Vi fik en meget interessant og spændende rundvisning, hvor der først blev fortalt om stationens historie på Blegdamsvej. Her havde betjent Per nemlig været tjenestegørende.
Vi fik fortalt om den sidste makabre henrettelse på Lolland med 3000 tilskuere, - om bøddelen som gled i sneen og måtte hugge tre gange før hovedet røg af og derefter trillede ud blandt tilskuerne.
Bødlen og hans medhjælpere havde været på kroen aftenen før, så de var ikke helt ædru.

Vi kom også igennem den pornografiske afdeling, som efter vores normer nærmest er ærbar. Dog, - dem som trak skufferne med fotos helt ud, fik nu syn for sagen.

Vi fik gennemgået politiets rolle og internering under 2. verdenskrig, samt hvordan de nærmest blev tvunget til at være dem, som skulle henrette værnemagere og stikkere efter krigen.

Vi sluttede af med det som nok brændte sig mest ind, - nemlig menneskets ondskab, med de grusomste mord, - lige fra konen som skaffede enlige mødre af med deres nyfødte børn, til vore dage, med det ufattelige som skete i Norge.
En på alle måder spændende, men også makaber tur, som gav stof til eftertanke.

Vi sluttede aftenen af på en god Italiensk restaurant, hvor vi fik dejlig mad.
Snakken gik lystigt, og alle var enige om, at det havde været en spændende og god aften.

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

Borgerforeningens bridgeklub:

Foreningens bridgeklub har efter lokaleskift til Gentofte Sognegård fået meget fin tilslutning, og kan nu tælle 9 borde, dvs. 36 glade medlemmer der spiller bridge hveranden mandag.

9 borde er også det maximale vi kan være i Sognegården, så det er meget fint. Den første spilleaften var vi således 9 borde, og det gik glat og fint. Resultatet kan ses på foreningens hjemmeside under Bridgeklubben.
Bridgeklubbens mangeårige formand er desværre pt. sygemeldt, så eventuelt interesserede i at være substitutter må henvende sig til Susanne Sonne (25716914) eller Ida Vedel (22158004), der også gerne tager imod køkkenhjælp på vores spilleaftener. 

Bakketur
den 17. juli 2014

På en dejlig solskinsdag mødtes vi til en lækker middag på Bondestuen. Der var som sædvanlig god stemning, som fortsatte  overfor i Bakkens Hvile.

Det var et forrygende show med god underholdning, som også indeholdt de gode gamle viser.

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o


Årets Fugleskydning


Gladsaxe Pigegarde

Med musik  af Gladsaxe Pigegarde marcherede vi til vort fuglekongepar Kim og Sine Falsing, hvor vi blev beværtet med et dejligt morgenbord.


Fuglekongeparret Sine og Kim Falsing 

Under spisningen afholdtes det sædvanlige amerikanske lotteri, igen i år med masser af flotte præmier fra diverse sponsorer.

Efter et par hyggelige timer gik turen til Gentofte Stadion, hvor dagen gik med flittig skydning, kun afbrudt af en dejlig frokost i Petanquehuset. 

Skydningen er en gammel tradition helt tilbage til 1907.

Årets fuglekonge blev civilingeniør Claus N. Hansen, som selv skød sig ind, idet han også blev kronprins.
Det sker ikke ofte, - sidste gang var i 2005, hvor John Zangenberg blev både fuglekonge og kronprins.

Under gallamiddagen på Gentofte Hotel om aftenen blev alle ritualer overholdt, taler blev holdt, bægre tømt, skærfer skiftede ejere, og Kim Falsing præsenterede sit flotte skjold, som blev ophængt under stor bevågenhed.


"Magtskifte"


Ny fuglekonge Claus Hansen og frue

Aftenen forløb som den skulle med god stemning og dans til levende musik indtil midnat.

Damernes serieskytte blev Sine Falsing, juniorskytte Christoffer Hamburger, mesterskytte Peter Koefoed og serieskytte Frank Meldgaard.
Se iøvrigt Vinderliste Fugleskydning 2014.

De andre må træne til næste års skydning!.

 

 
« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple modified by djurhuusweb.dk | Login