Borgerforeningen i Gentofte

Du er her: Hjem > Tidligere arrangementer > Borgerforeningen juli 2015

Borgerforeningen juli 2015

Grønnegårds Teatret onsdag den 12. august 2015 kl. 20.00

 


 
TRIBADERNES NAT Af P.O. Enquist

Vi er på Dagmarteatret i København i marts 1889, hvor prøverne på skuespillet ”Den stærkeste” af August Strindberg skal til at begynde. Strindbergs hustru Siri von Essen skal spille en af de to kvinder i stykket, den anden rolle spilles af hendes nære veninde Marie David.
Strindberg er på fallittens rand, han er frosset ud af Sverige, og fattig og fortvivlet prøver han nu lykken i Danmark. Ægteskabet med Siri von Essen er i opløsning, og deres opgør er bittert og præget af desillusion og afmagt.
Tribadernes Nat er et potent drama om en skrøbelig og genial kunstners kaotiske liv og en barsk og ætsende morsom forestilling om køn, seksualitet og kærlighed.

Medvirkende: Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hansen, Kenneth M. Christensen. Iscenesættelse: Thomas Bendixen Scenografi: Steffen Aarfing Oversættelse: Henning Ipsen.

Den 15. juli 2015 er sidste frist til at bestille billetter til forestillingen. Vi anbefaler hurtig tilmelding, idet vi har fået færre billetter i år. Som tidligere foregår det i Odd Fellow Palæets have, Bredgade 28, 1260 København K.

Det er altid tilrådeligt at klæde sig på efter vejret. Selv om solen skinner i løbet af dagen, kan det godt blive køligt, når den går ned. Tag derfor ekstra tøj med, så I ikke kommer til at fryse. Tæpper og puder til at sidde på er også en god idé, især hvis man planlægger at spise sin mad inden forestillingen.

Prisen er kun kr. 320.00 (normalpris kr. 345.-), som bedes indbetalt senest den 15. juli 2015 til Nordea, reg.nr. 2135 konto nr. 8973889541. Husk at anføre navn.

Tilmelding til info@gentofteborgerforening.dk eller til Jørgen Vedel på tlf. 39680404 eller Michael Hogrefe  tlf. 31506250.

Der åbnes for publikum 2 timer før forestillingens begyndelse, dvs. kl. 18.00.

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Naverhulen i Helsingør torsdag 24. september 2015

 


 

Vi mødes på Hellerup Station kl. 11.00 og tager toget til Helsingør. Hulen ligger tæt på stationen i  Sankt Annagade 21. Kom i god tid, så vi alle når toget.

Vi skal besøge Naverhulen og få en spændende orientering om Naverbevægelsen – de frie, vandrende svende. Naver er en forkortelse for skandinaver, og betegnelsen bruges om håndværkere fra Skandinavien, der drager på valsen.

Klubben er stiftet i 1919. Første verdenskrig var færdig, og mange håndværkere vendte hjem efter at have arbejdet i fremmede lande. Mest sydpå. 16 af dem samledes på "Hotel Du Nord" i Helsingør. De blev enige om at der skulle være et mødested for berejste håndværkere, og stiftede klubben.

Bygningen i Helsingør er en gammel håndværkergård fra 1647.

Besøget varer ca. 1 ½-2 timer og den efterfølgende spisning ca. 1 time mere.

Dette koster kr. 150,00 pr. deltager. Tilmelding skal ske senest den 3. august  2015 til Michael Hogrefe på tlf. 31506250, eller på info@gentofteborgerforening.dk. Beløbet bedes indbetalt direkte til Nordea konto nr. 2135 8973889541 samtidig med tilmelding. Betaling for transport sker individuelt.


Korsbæk på bakken den 6. maj 2015 kl. 16.00.

Ud fra tilmeldingen til arrangementet havde det nyhedens interesse. På blot 1 ½ time var alle vores forud bestilte billetter revet væk. Det lykkedes, af flere omgange, at skaffe flere billetter, men desværre ikke nok til at alle kunne deltage.

Normalt må man være 25 personer til en rundvisning, men vi fik lov til at være 31.

Vejret var med os med solskin, så vi sammen med guiden kunne gå rundt og gense det hele fra Matador. Vi var i familiens Varnæs private stuer, i Lauras herskabskøkken, på besøg hos tjener Boldt i Jernbane Restauranten, som jo var Røde, Fede og Larsens Stambeværtning.
Rundt omkring på området er der mange skuespillere, som udfører de forskellige kendte roller fra Matador, bl.a. så vi tjener Boldt og overlærer Andersen.
Herfra gik det videre til Skjerns Magasin og Katrines Gaard med et kik indtil Larsens lokum. 
Turen sluttede på Postgården, hvor vi også spiste. Under vores middag underholdt konsulinde Holm i skikkelse af Birgitte Bruun med sang og et indlæg om husmoderforeningen.
Arrangementet sluttede ca. kl. 19.30 efter et meget spændende gensyn med Korsbæk og en tur tilbage i tiden, hvor der var kræset for alle detaljerne. 
Lidt billeder fra turen vedlagt.


Fra Katrines gård, Larsens lokum                                                        Spisning på "Postgården"
 

Indgang til Damernes Magasin                                                           Et kig ind i Jernbanecafeen
 

Årets fugleskydning 2015


Den 5. juni 2015, som også er Grundlovsdag og fars dag, mødte skytterne på Gentofte Kirketorv i strålende sol.
Præcis kl. 8.00 gik turen traditionen tro ned gennem Gentoftegade anført af en veloplagt Gladsaxe Pigegarde. 
Inden afgangen havde formanden dog øvet skytterne i korrekt hilsen og afskydning af de ’små kanoner’. 
Bag pigegarden gik fanebærer Erik Poulsen, og efter ham vores søde små piger iført foreningens folkedragter bærende på ’laden ’.
Skytterne var under kommando af vores formand Kjeld Hansen.


Vores regerende fuglekongepar Claus & Alice Hansen tog imod os på deres sommerresidens på Enighedsvej, hvor vi blev trakteret med et dejligt morgenbord.

Som sædvanlig var der mange dejlige firma sponsor gaver, som blev udloddet under morgenbordet og senere under skytternes frokost.

Efter morgenbordet begav skytterne sig til Gentofte Stadion sammen med Fuglekongen, som løste det første skud.
Allerede kl. 14.58 skød Ebbe Cordes Pladen og blev Kronprins og ny Fuglekonge blev Allan Guhle.
Efter et tiltrængt hvil var der traditionen tro Gallamiddag på Gentofte Hotel, hvor de foreskrevne ceremonier blev afviklet.
Under middagen blev afgående Fuglekonge Claus Hansens våbenskjold officielt indviet. 
Festen sluttede med dans til musik af Torsten Søgaard indtil midnat.

 
 
Skytter og garde ankommet til Gentofte Stadion



  Et af flere veldækkede borde fra morgenen på Enighedsvej               Herrefrokost i petanqueklubben 2015
 


Fuglekongeparret 2015- Carina og Allan Guhle



Afgående fuglekongepar Alice og Claus Hansen

 

 

 

 

 

 

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple modified by djurhuusweb.dk | Login